”Halehoj, her kommer jeg!”

Prædiken af Simon Graf d. 12. oktober 2025 om at høre til, høre hjemme og høre sammen.

Hvem kan ikke lide et godt eventyr? Har du et yndlings H. C. Andersen eventyr? Det kunne være "Den grimme ælling", "Kejserens nye klæder", "Den lille havfrue", eller "Prinsessen på ærten”. Jeg kan virkelig godt lide ”Klods Hans”.

Prædikenens titel ”Halehoj, her kommer jeg!” har jeg taget derfra. Jeg kan så godt lide, den umiddelbare glæde og ubekymrethed, som Klods Hans har. Han kommer til prinsessen med det han har.

Nogle gange siger vi i kirken, kom bare som du er. Helt modsat prinsessens ”Duer ikke, væk!”, siger kirken med Jesus “Kom, som du er“ med det du har taget med dig fra din vej. Det forstod Klods Hans jo at gøre! Det han havde var ikke stort, flot og kostbart, men hans oprigtige gaver var mere værd for prinsessen end alt det kunstige, uægte og tomme, som blev bragt til hende af nervøse bejlere fra hele riget. Klods Hans sprang ud i det. ”Halehoj, her kommer jeg!” Man kan måske næsten sige, at Klods Hans gik ud i tro, der hvor fornuften slap ham. Han var ikke perfekt, men han var sig selv.

”Hallehøj, her kommer jeg!” sigter mod det, som jeg vil fokusere på i dag. Hvad nu, hvis vi kunne sige, her i kirken eller om kirken, at ”Halehoj, her kommer jeg!”? Hvad nu, hvis vi kunne komme helt frimodigt og oprigtigt ind i kirken, som Klods Hans, og sige ”Her kommer jeg”. Både som i, at vi melder os på banen og siger, her er jeg, brug mig! Jeg vil være med! Kan jeg gøre noget? Men også som i en konstatering – som en beslutning. Her kommer jeg. Faktum. Det her er ”min kirke”. Her vil jeg høre til. Her vil jeg høre hjemme. Og her vil jeg høre sammen med de andre.

Det er faktisk nogle enormt store ord. For mange og af alle mulige mere og mindre gode årsager kan det være svært – måske endda umuligt – at sige sådan. Måske er du der i dit liv, hvor du ærligt talt ikke har vildt meget lyst til, at høre til lige her. Så lad os tage et par skridt tilbage og starte et andet sted.

Længslen efter at høre til

Hvor hører du overhovedet til henne?! Hvor hører du hjemme? Hvem hører du sammen med? Vi har alle sammen et eksistentielt behov for at høre til nogen eller noget. Vi har brug for at tilhøre nogen eller noget. Vi er ikke skabt til at være mig og bare mig, som en ø alene i det store hav, eller som en enkelt tone på et klaver, der aldrig i sig selv kan spille melodisk og harmonisk. Selv den mest introverte person, har et dybt behov for at høre til et sted.

Efterskole, arbejdsfællesskab, foreninger, venner, familie, lokalsamfund og kirke kan alle være steder, hvor vi mærker at høre til, og høre hjemme. Men kender I også det med at følelsen at høre til er flygtig?? Efterskoleåret ender. Arbejdspladsen rammes af afskedigelser eller arbejdsmiljøet bliver surt. Udbrændtheden melder sig i foreningsarbejdet. Venner eller familie flytter væk, eller måske gør vi det selv. Måske var familien aldrig helt tæt alligevel?

Nogle gange kan det også være svært at føle sig hjemme i verdenen. Lokalsamfundet fyldt med alle dets goder, er også fyldt til randen med stress og jag, interne konflikter, underlige dagsordener og utryghed.

Selv når kirken med store ord byder velkommen ind i dets levende og kærlige fællesskab, så kan det sommetider set i bagspejlet føles mest som menneskers gode intentioner, der ikke blev til mere end det. Måske har du brændt dig på kirken og oplevet noget, som du ikke skulle have oplevet. Måske har du bare kedet dig ved gudstjenester. Måske har du oplevet at være i en kirke, hvor man kun ser splinterne i hinandens øje, og ikke bjælkerne i sine egne.

Da jeg blev præst i Estland for nogle år siden var jeg gennem en ret omfattende præsteordinationsprocedure. Jeg skulle svare på en lang række spørgsmål og skulle have referencer fra mine overordnede inden jeg til sidst skulle stille til interview hos biskopperne. Hele vejen igennem fyldte tre estiske ord meget i mine tanker “Koht sinu jaoks“ (Et sted for dig eller plads til dig). Det er kirkens motto og jeg tænkte: Virkelig? Er der plads til en som mig? Vil I have mig, som den jeg er? Dansker, baptistbaggrund, universitets studerende, teologi-interesseret. Med spørgsmål om, hvornår noget går for vidt? Vi endte med at have et ærligt interview, hvor jeg lagde mine uenigheder med kirkens retning på bordet foran biskopperne. MEN HOLD FAST, hvor jeg ELSKER helt igennem ELSKER den kirke, og hvor kom jeg til at føle mig hjemme i den! Indefra kirken, som præst, begyndte jeg at se mine spørgsmål på en anden måde og jeg var værdsat, som den jeg var.

At høre til ER flygtigt. Måske mærker vi det en tid et sted, men så kan der ske noget, og lige pludselig mangler vi igen et tilhørssted, et sted at høre hjemme, nogen at høre sammen med.

Vi har det med at længes efter at høre til og høre hjemme på en nem måde, sådan at det bare er der, den der følelse uden at vi ikke skal kæmpe for den. Det kan være en af forklaringerne til at følelsen er så flygtig.

Skabt til at høre til

Adam havde brug for en livsledsager. Adam og Eva blev skabt til at leve i Guds have, hjemme hos Gud. Menneskets første hjem var Guds have. Men typisk for os mennesker, ser græsset grønnere ud på den anden side. Så Adam og Eva ville noget andet end Gud, noget som føltes bedre, mere spændende. Adam og Eva besluttede at følge fristerens råd og gå deres egen vej, og dermed blev de adskilt fra deres skaber og forsøger, Gud, som de egentlig hørte til.

I bund og grund handler synd om egenrådighed. Min egen vej. Jeg har ikke brug for at tilhøre Gud. Synd adskiller os fra hinanden og fra Gud. Den desorienterer os, så vi farer i alle mulige retninger, som et kompas der er gået i stykker, hvor nord peger i alle mulige retninger. Vi søger at høre til og høre hjemme alle mulige steder. Synd stiller os også overfor Gud som skyldige. Vi er faktisk gået vores egen vej. Vi har faktisk syndet mod Gud. Vi har faktisk forbrudt os mod Guds love om at elske Ham og elske hinanden. I stedet for at gøre det gode, har vi elsket os selv og vi har hadet os selv. Vi har vendt ryggen til Gud, som er helt igennem god, barmhjertig, kærlig, gavmild og retfærdig. Vi har faktisk skrottet Ham i vores hjerter – har vi ikke? Mere vil jeg ikke sige om synden.

Hvordan kommer vi så som en syndig Klods Hans foran Gud? Hallehøj, her kommer jeg! Umiddelbart, ubekymret, oprigtigt? Hvordan kan Klods Hans komme foran Gud givet han var en ægte person med fejl, mangler, skyld og skam?

Fordi Jesus har båret Klods Hans’ skyld på korset, så ser Gud ikke fejlene, manglerne, skylden eller skammen. I stedet ser Gud bare et elsket barn, som gør det SÅ GODT!! Som er SÅ DEJLIG!! Som er ELSKET!! Som er TILGIVET!!

De gode nyheder er at Klods Hans er gjort retfærdig, hellig og fejlfri. Så naturligvis kan han sige ”HALLEHØJ, HER KOMMER JEG!” fuld af glæde, frimodighed og oprigtighed. Gud har fylder Klods Hans’ hjerte med sin Helligånd, med mod, glæde og fred. Jeg er Klods Hans. Du er Klods Hans.

Vi hører Jesu invitation til at komme hjem og høre til igen hos Gud på mange måder gennem Bibelen. Vi er den fortabte søn. Vi er det får, der er blevet væk, som Jesus opsøger. Vi hører ordene ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”

Så vi er skabt og kaldet til at høre til og høre hjemme hos Gud. Hvordan ser det ud i praksis? Ingen kan følge Gud alene og Gud har villet det sådan, at han kalder sit folk sammen, til at være en brud for Jesus, Jesus’ legeme, Guds tempel, hvor hver af os har del og spiller en rolle. Gud forener os med sig selv, og derefter med hinanden.

Hvad siger Bibelen om ordet ”hinanden”?

Prøv, at se følgende skriftsteder om, hvordan Gud ønsker at vi behandler hinanden og forholder os til hinanden:

• Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.« (John 13:34–35)

• først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed, for kærlighed skjuler mange synder. Vær gæstfrie mod hinanden uden tværhed. Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået. (1 Pet 4:8–10)

• Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. (Kol 3:13)

• Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. (Gal 6:2)

• Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. (Rm 12:10)

• med al ydmyghed og mildhed, med tålmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd (Eph 4:2–3)

• lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke svigte vor egen forsamling, som nogle har for skik, men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen nærmer sig. (Heb 10:24– 25)

• Trøst derfor hinanden og opbyg hinanden, som I også gør. (1 Thess 5:11)

• Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er. (Jakob 5:16)

• Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære. (Rm 15:7)

• Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer. Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. (Joh 15:12– 13)

• Lad os derfor ikke længere dømme hinanden, men I skal meget hellere dømme sådan: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde. (Rm 14:13)

• Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt! (Gl 5:15)

• I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus (Fil 2:5)

• Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. (Kol 3:16)

• Og Herren lade jer vokse og blive overstrømmende rige i kærligheden til hinanden og til alle, som vores kærlighed til jer (1 Ts 3:12)

Gud vil at Hans kirke er et sted, hvor vi kan høre til, føle os hjemme og høre samme. Han vil at kirken er et sted, hvor vi sammen oplever Guds dybe, forvandlende, helbredende, og genoprettende nåde ved Jesus Kristus. Han vil at kirken er et sted, hvor vi har samme sind overfor hinanden, som er i Kristus, hvor vi deler troen på Ham med hinanden, og sammen følger Ham, vokser i Ham, og bærer frugt for Ham.

Lad os sige, “Halehoj, her kommer jeg!“ og lad os sige “Halehoj, her kommer du!“ Du er velkommen her i fællesskabet, hvor vi vil Jesus og hvor vi vil hinanden.