En kirke ved bjerget!
Prædiken af Simon Graf d. 9. juni 2024 fra teksten Mattæus 17:1-9:
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«
Denne historie har allerede haft en helt særlig betydning for Pinsekirken Svendborg. I halvfjerdserne kaldte man kirken for Taborkirken. Det siges at denne historie, hvor Jesus forvandles og viser sin guddommelighed for sine disciple, netop skete på Bjerg Tabor i Israel.
Jeg synes det er en smuk ting når en kirke tager navn fra et bibelsk sted med en dybere betydning. For et nogle årtier tilbage gjorde man det mere. Mange kirker og missionshuse rundt i landet har bibelske navne som Betel, Tabor eller Betanien. Man er nok gået væk fra de bibelske stednavne, fordi der i samfundet (udadtil), men måske også selv i kirkerne (indadtil), mangler en forståelse for, hvad navnene refererer til. Uanset, hvad kirken hedder, så tror jeg at der er noget i denne beretning, som er vigtigt ikke bare i menighedens fortid, men også for menighedens fremtid. Må vi være en kirke ved åbenbaringsbjerget, hvor Jesus viser sin herlighed og åbenbarer sig selv for os.
… Men hold da fast, sikke en vild historie! Gud talte, og Jesus blev ”forvandlet” og lyste “som solen”. Det er ligesom da Gud mødtes med Moses ved pagtstiftelsen på Bjerg Sinaj i det gamle testamente:
Og Herren talte med Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet. (…) Herren svarede Moses: »Også det, du her siger, vil jeg gøre, for du har fundet nåde for mine øjne, og jeg kender dig ved navn.« Da sagde Moses: »Lad mig dog se din herlighed!« Herren svarede: »Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil.« Men han sagde: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.« Og Herren sagde: »Her hos mig er der et sted; stil dig på klippen. Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.« (2Ms 33:11,17-23)
Da Moses kom ned fra Sinajs bjerg, havde han Vidnesbyrdets to tavler i hånden, da han gik ned fra bjerget. Moses vidste ikke selv, at det strålede fra hans ansigt, fordi Herren havde talt med ham; men Aron og alle israelitterne så, at det strålede fra hans ansigt, og de blev bange for at komme ham nær. (34:29-20)
Jesus mødes nu på åbenbaringsbjerget med Moses og Elias, som repræsenterer loven og profeterne. De repræsenterer det gamle testamente, den gamle pagt mellem Gud og Israel. Gud taler fra himlen og Jesus skinner. Det her er et møde mellem det gamle og nye testamente, slutningen af den gamle pagt baseret på loven og stiftelsen af den nye baseret på troen på Jesus. Her er Jesus pagtstifter for en ny, bedre, mere herlig pagt fuld af nåde og sandhed. Det må have været en skælsættende, livsforvandlende, uforglemmelig oplevelse for de tre disciple som var med på bjerget.
Johannes skriver indirekte om oplevelsen i sit evangelium:
”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. (…) Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; for loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus. Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk.” (Jh 1:14, 16-17)
Peter skriver mere direkte om oplevelsen:
“For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.« Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.” (2 Pt. 1:16-18)
Disse tekster fordrer i os at råbe som Moses ”Lad mig se din herlighed”. De kalder os til at se på Jesus for at indse hvem han er og for i Ham at se Guds herlighed. Med Peter bygger vi ikke på udspekulerede fabler, men på herligheden åbenbaret i Jesus.
Historien om Jesu forvandling kan være svær at forholde sig til for et menneske i det moderne, videnskabelige samfund. Beretningen fortæller os at der er mere end det vi kan se med vores bare øjne. Der er mere end det vi kan forstå med vores forstand. Gud er større. Disciplene, Peter, Jakob og Johannes, var først begejstrede, så blev de grebet af frygt og sidst tror jeg de gik ned af bjerget med Jesus fuldstændig slået af forundring. Deres billede af virkeligheden var blevet strukket fra størrelse x-small til x-large! Det er det, som åbenbaringen af Jesus gør ved os. Vi bliver forundrede. Jesus er forunderlig. Han er større og mere fantastisk end vi kan forestille os.
Hvem er den Jesus, der åbenbarer sig på bjerget?
Mange modernistiske bibelkritikere skelner mellem Johannes evangeliets ’høje’ syn på Jesus og de synoptiskes ’syn nedefra’ med mere fokus på Jesu menneskelighed. Derudover der skelnes mellem Kirkens Kristus og historiens Jesus. Mange har forsøgt at finde den videnskabeligt tidsfredsstillende Jesus, som måske nok blev korsfæstet, men som ikke genopstod, som måske nok var en god etiker, men ikke nogens frelser. En moderne Jesus i hvem vi har velbehag.
Rudolf Bultmann, en meget indflydelsesrig tysk teolog, gik så vidt som til at sige at ”Det er umuligt at bruge elektrisk lys, trådløst netværk og at benytte os af moderne medicinske og kirurgiske opdagelser, og samtidig tro på den nytestamentlige verden af ånder og mirakler”.
Da jeg boede i Estland underviste jeg gennem en årrække på bacheloruddannelsen på det baltiske teologiseminarium i metodistkirken i Tallinn. I mit fag ’systematisk teologi’ havde eleverne bl.a. to gode bøger, som var obligatorisk læsning: Christian Theology af den Anglikanske teolog, Alister McGrath, og Introduction to Christianity af den katolske teolog, Joseph Ratzinger. Ratzinger skrev sin bog mens han var tysk kardinal og teologisk vejleder for Vatikanet. Det var inden han blev pave og fik hans mere berømte navn Pave Benedikt den 14.
I bogen kalder Ratzinger det moderne billede af Jesus en tom og en vulgær kliché. Hvis vi forsøger at analysere os frem til Jesus videnskabeligt og historisk kritisk, så ender vi med en Jesus som slet ikke er forunderlig. Han ligner bare et spejlbillede af os. Vi ender med en vulgær kliché.
Fra et modernist bibelkritisk perspektiv er det overraskende, at vi finder beretningen om Jesus’ forvandling for øjnene af Peter, Jakob og Johannes i de synoptiske evangelier. Det faktum passer dårligt ind i modernistens xx-small billede af Jesus. Hvis historien, hvor Jesus viser sin guddommelige herlighed, bare var en opdigtet eller med tiden udviklet beretning, hvorfor undlader Johannes evangeliet så beretningen og hvorfor ser vi igen og igen et enormt højt syn på Jesus i de synoptiske evangelier, som burde anskue Jesus nedefra?
Det er den helt samme Jesus Kristus, der fortælles om i de fire forskellige evangelier. Det er helt naturligt, at beretningerne har forskellige vinkler, ligesom vi kan forstille os at vidner til samme beretning vil gengive den samme oplevelse forskelligt. Men evangelierne er ikke bare menneskers ord. De er Guds ord. Vi har brug for Jesus åbenbaret både oppefra (i sin guddommelige herlighed) og nedefra (i sin menneskelige solidaritet med os). Vi kan ikke adskille hans guddommelighed fra hans menneskelighed.
Vi har brug for åbenbaring for vi kan ikke selv tænke os selv frem til Jesus. Vores videnskab, vores forstand og vores ånd kan ikke rumme ham. I bedste fald kan vi måske rumme en xx-small Jesus, en vulgær kliche i forhold til åbenbaringens sande XXL Jesus, hvis skønhed, storhed og godhed langt overgår vores forstand!
Hvad betyder åbenbaring?
Åbenbaring betyder at noget skjult eller ukendt bliver gjort synligt eller forståeligt. Ordet bruges ofte om en særlig indsigt eller viden, som kommer til én – enten gennem en person, en begivenhed eller en åndelig oplevelse – og som giver dybere forståelse af noget, der tidligere var ubegribeligt eller skjult.
Der er tre ting, vi må forstå om at være en kirke bygget ved åbenbaringsbjerget - tre aspekter af den kristne åbenbaring:
Jesus åbenbares i overleveringen (i skriften). Jesus er ikke håndgribelig. Han passer ikke ind i vores kasser. Hvis vi prøver at passe Jesus ind i vores kasse om det der har lov til at eksistere, ender vi måske op med en Jesus, som vi har skabt i vores eget billede. At tro på en overlevering, dvs. at tro på en andens vidnesbyrd, kræver en vis ydmyghed. Vi tager imod en andens ord. Bibelen er en samling af overleverede ord, men i sidste ende er det Guds Ord, som Helligånden bekræfter for os. Det kan vi stole på, mens vi bevarer vores sunde fornuft. Det kræver bare ydmyghed.
Jesus åbenbares i fællesskabet (i kirken). Åbenbaring er ikke individualistisk. Ingen kan rumme hele åbenbaringen. Den er ikke esoterisk og den er ikke noget som bør isolere os. I kirken kan vi dele, udforske og udlægge åbenbaringen om Jesus til hinandens opbyggelse. Vi har brug for hinanden.
Jesus åbenbares i oplevelsen (i mødet med Ham). Jesus er ikke et tankeeksperiment eller et verdensbillede. Han er ikke en abstrakt tanke. Vi møder ham midt i det levede liv, hvis vi tør søge ham, stole på ham og følge ham. Der åbenbarer han sig for os dag for dag.
Om at være ved åbenbaringsbjerget
Hvad betyder det at være en kirke ved bjerget, en kirke bygget ved åbenbaringen, en rigtig taborkirke? Det Vi giver alle sammen vores opmærksomhed til nogen eller noget. Hvorhen kigger vi for at få mening, værdi og identitet? Hvor finder vi os selv? Hvor kigger vi hen for at finde tryghed, glæde og håb? Hvad skuer vi ind i? Hvorfra kommer vores lys? Hvorfra søger vi sandheden? Hvad giver vi til vores øjne at se på?
Jesus sagde “Øjet er legemets lys. Er dit øje klart, er hele dit legeme lyst; men er dit øje mat, er hele dit legeme mørkt. Hvis nu lyset i dig er mørke – hvilket mørke!” (Matt 6:22-23).
At være en kirke bygget ved eller mennesker som står ved åbenbaringsbjerget betyder at vi søger Jesus, skuer ind i ham, og gransker skriften om ham. Vi ser hen mod ham, som er verdens lys, der oplyser mørket. Vi skuer ind i Jesu menneskelige ansigt indtil vi ser den levende Guds ansigt.
Åbenbaring er ikke målet og endedestinationen i sig selv. Ligesom disciplene skal vi ned fra bjerget og ud i verden sammen med Jesus. Det er godt at være på bjergtoppen, men vi skal ikke blive der. Vi skal dele åbenbaringen med verden. Lad mig slutte af med nogle ønsker for meningheden:
• Må kirken være et sted vi kan komme for at se Jesus, opleve ham og fyldes med hans kærlighed og for at leve som lys i verden. • Må det skinne fra vores ansigter at vi har set GUDS elskede søn, og i ham fundet velbehag! • Må vi søge åbenbaringen og længes efter at fyldes med Guds åbenbaringsånd! • Må vi skue ind i Jesu ansigt og ind i Guds ord indtil Gud åbenbarer sig for os! • Må vi skue ind i Jesu ansigt og se hans herlighed fuld af nåde og sandhed, så vi selv at blive forvandlet og formet i hans billede og følge ham. • Må vi elske Jesus, bygge vores liv på åbenbaringen fra Guds ord i menighedens fællesskab. • Må menigheden være et sted ligesom åbenbaringsbjerget, hvor mange må se Gud og blive forundrede. • Må vi blive oplyste i vores mørke stund og i vores mørke hjerter, så vi kan være verdens lys, en by der ligger på et bjerg, som ikke kan skjules!
Fred W. Symmes Chapel, South Carolina. Foto af Jeff Burcher.
